Louis-portrætter

Lidenskab forvandlet til et arbejde, og så tilmed mit drømmejob!

Min lidenskab for den motoriserede tohjuler tog fart, da jeg var 15 år; knallertkørekortet banede vejen til min uafhængighed – Jeg kunne selv køre turen fra min landsby ind til byen, og så var det ovenikøbet skægt! Fra min første knallert, til jeg fik scooter, som jeg elskede over alt, og så til min første 125'er. Før jeg endelig kunne tage mit "rigtige" motorcykelkørekort lod mine kammerater mig altid sidde bag på - det var da bedre end ingenting ;-)

Dengang kørte man i den beklædning, som den lokale motorcykelforhandler havde i butikken. Første gang, jeg stødte på Louis, var, da jeg flyttede til storbyen - og det var kærlighed ved første blik. Da jeg trådte ind i forretningen for første gang, havde købt, hvad jeg skulle, og gik ud igen, stod det mig klart: FEDT, her vil du også arbejde! I 2009 kunne jeg så gøre min hobby til mit arbejde, og efter at have ledet en filial i 10 år kan jeg nu give al min erfaring og min lidenskab for min hobby og mit arbejde videre til mine kollegaer. At hjælpe andre mennesker og lære dem noget nyt har jeg altid holdt af i min tid som leder af en filial, og jeg vidste med det samme, at jobbet som coach på "Louis Akademi" lige var noget for mig!

Også i min fritid drejer alt sig naturligvis om emnet motorcykel. For tiden kører jeg på en MT 09, som er min motorcykel til vejkørsel og eventyr. Min chopper (Suzuki Intruder 1400 VS) har jeg byttet ud med en GSX R 750, som jeg nu kører mine runder med på racerbaner!

Billede: ©Patricia

Jeg hedder Björn og har arbejdet i reklameafdelingen hos Louis i 20 år.

Mit hjerte banker for motorcykler, for jeg har kørt motorcykel siden den dag, jeg fyldte 18.

Ud over motorcyklen banker mit hjerte også for min kone, mine to børn og vores hund. Derfor er tiden på motorcyklen noget helt specielt, som jeg nyder. Det fede er, at jeg får lov til at beskæftige mig med motorcykler hver eneste dag, og man derfor ikke rigtigt kan kalde det arbejde - "ekstra fritid" passer måske bedre. Og hvert år er mit personlige MC-højdepunkt en tur alene med et par venner, jeg har kendt i mange år, i et af Europas smukke MC-områder. Vi har tidligere været i Skotland, de fleste lande i Alperne, Pyrenæerne, Norge og Danmark samt et par stykker mere. Jeg er virkelig glad for, at min familie er med på den.

Mit motorcykel-CV: jeg startede med en EN 500 med 34HK – lyder værre end det er, dengang var det supersjovt. Så fik jeg en XJR1300 – flot motorcykel – men den døde på et tidspunkt efter et par uheld, og blev efterfulgt af en Harley Wide Glide – det måtte jo komme før eller siden, for det havde været en drøm helt tilbage fra min barndom. Med selve kørslen var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig, så den blev solgt. Derefter blev jeg nødt til at indhente lidt på kontoen for køredynamik med en Triumph Speed Triple, og lige nu er jeg én af dem, der kører BMW GS1200. Det havde jeg egentlig ikke troet, men den motorcykel gør det mega-sjovt at køre de strækninger, som jeg kører.

Billede: ©Björn

Det hele begyndte med min første knallert (Puck Maxi S), som jeg kørte til arbejde på om natten i både regn og sne. Den plantede en MC-virus i hjernen på mig. Senere tog jeg i al hemmelighed motorcykelkørekort, og da jeg havde bestået prøven, skreg jeg af glæde inde i min hjelm. Min mor var mærkeligt nok ikke så begejstret for det.

Og siden da har jeg ikke kunnet slippe tanken om motorcykler. Uanset om det handler om kørsel på landevejen, i mudret terræn, i svingene på banen, på vilde eventyrrejser eller om ombygninger af enhver art. Jeg interesserer mig for alt, hvad der har med motorcykler at gøre, og vil gerne prøve det hele. Hvad enten vi snakker enduroture i Portugal eller Rumænien, MC-træf med vennerne, vintertur til Norge eller deltagelse i løbet på fiskerihavnen i Bremerhaven flere gange, så har jeg været der. Og alle mine ferier har selvfølgelig også været på MC. Jeg har også fået opfyldt min store drøm: I 2015 var jeg i Australien i flere måneder med min BMW F 800 GS. Og ved siden af det ku' jeg heller ikke lade være med hele tiden at ændre på udstyret, på tøjet og selvfølgelig også på selve motorcyklen. Jeg er godt nok ikke uddannet mekaniker, men jeg har som selvlært selv tilegnet mig viden i årenes løb. Og Louis-akademiet har været en stor hjælp. Og på den måde har den ene motorcykel ligesom taget den anden. Lige nu har jeg følgende i garagen: Honda Hawk NT 650 GT (min gamle kærlighed fra 1991), KTM 1290 Super Duke R Spezial Edition (min nye kærlighed), Suzuki DRZ 400 S (til mine rejser), Suzuki DRZ 400 E (til offroad), Zündapp ZD 10 (arvestykke).

På en eller anden måde lå det i kortene, at jeg skulle ende hos Louis i Kiel og dermed ku' gøre min hobby til mit arbejde. Og sådan har det været lige siden 1998. Hold da op, hvor tiden går! Arbejdet har altid været interessant og spændende. Der kommer hele tiden spændende nyheder til. Det tykke katalog er blevet afløst af den mere aktuelle og hurtige variant på internettet. Moderne kommunikationsanlæg til MC-køreren og hurtig elektronik både på og i motorcyklen er allerede næsten blevet standard. Og det næste bliver nok, at hele motorcyklen kan styres med ens smartphone. Den selvkørende BMW findes allerede. Og som medarbejder handler det for mig om hele tiden at være up to date. Men det er især kunderne, der sørger for, at det aldrig bliver kedeligt. Det er hele den brede vifte af forskellige personligheder, der hele tiden motiverer mig. Den klassiske MC-kører med cowboyvest ser man efterhånden sjældent i den fri natur. Til gengæld er alle kundetyper i dag repræsenteret; alt fra scooter- og racerkørere til dem på Honda Goldwing med alt inden for udstyr, til nybegyndere og de gamle kørere med de vejrbidte ansigter. Og kvinderne har også forlængst taget styret i egen hånd, men det er jo efterhånden en gammel historie. I en lang periode så det ud til, at MC-kørsel ikke rigtigt var noget for de unge, men nu har trenden vendt, og jeg ser flere og flere unge mennesker stå hos os i butikken med deres hjelm. Og de nye elektriske motorcykler skal nok sørge for, at det også bliver spændende og afvekslende i fremtiden.

Billede: ©Hinrich ©Kirsten Täuber ©Helen Lloyd

Da jeg var 16, kunne jeg endelig slippe væk fra de overfyldte skolebusser på landet, og nød også friheden som "Taxi Mami" på min Yamaha DT50. Min efterfølgende MC-karriere førte mig igennem flere typer: Virago 535, VX800, CBR600, XVZ13T ("Yamaha-Goldwing" med V-Max-motor!), F650 og til sidst 990 Adventure. For ikke at glemme den lille scooter til bykørsel. På en eller anden måde havde jeg altid lige et tohjulet køretøj ved hånden, jeg havde aldrig brug for egen bil.

Da jeg studerede i byen, var der ikke langt til en lille butik, der tilhørte en kæde, der ikke længere eksisterer. En dag spurgte en af mine venner, om jeg ville med til åbningsfest på det samme hjørne. "Louis" var også sådan en kæde, så vi ville hen og se, hvad de havde at byde på. Den noget større butik – som nu faktisk er en af firmaets mindre butikker – personalets gode humør og deres evne til altid at kunne svare på vores spørgsmål samt det store udvalg slog fuldstændig benene væk under os. Fra da af vidste vi, hvor vi skulle gå hen.

Kort tid efter var tiden kommet til, at sabbatåret skulle afløses af fast arbejde. Det var i 1997, og hvad var mere nærliggende end at blive en del af det seje team i min yndlingsbutik? Tiderne var afslappede, og om onsdagen i min prøveuge spurgte chefen mig, om jeg havde set planen for den efterfølgende uge. "Er det overhovedet relevant for mig?" - "Ja da, hvis du vil!" Fladt hierarki og hurtige beslutninger!

Det ene år er efterhånden blevet til tyve, Louis har simpelthen bare ikke sluppet mig igen siden. Jeg fik også dækket mit rejsebehov og hjalp til i masser af filialer og lærte på den måde, hvor vidt forskellige vi som motorcykelførere er på tværs af regionerne, og dog så ens. I mellemtiden har jeg også været med ved de fleste åbninger af nye butikker og kan med min nørdede hjerne altid klare de udfordringer, der hele tiden dukker op. For hver eneste Louis-butik er individuel, i modsætning til de fleste filialer hos de topstyrede kæder.

Motorcyklen spiller stadigvæk en stor rolle, også i fritiden. Og ikke mindst nu, hvor min kone også er kommet med ombord, ved jeg alt om transport af bagage. Vi kommer også tit ud på vores variant af Bike&Hike: Vi kører på Enduroen så langt, som vejen tillader, og derefter vandrer vi.

Billede: ©Peter

Hej! Jeg hedder Sabine.

At køre på motorcykel er for mig indbegrebet af frihed. Når man kører på landevejen ude i den frie natur, med vinden i ansigtet, uden at være omgivet af en blikkasse, ingen sikkerhedssele, kun dig og din maskine, som var du vægtløs. Så fokuseret en oplevelse, at alle andre tanker mister deres betydning.

#MOTORCYKELIHJERTET har ledsaget mig gennem hele livet, fordi min mor og far også kørte på motorcykel. Som 14-årig tog jeg knallertkørekort og gjorde vejene usikre med min tunede Peugeot Speedfight 2.  

Da jeg havde lagt det ungdommelige letsind bag mig, var det i lang tid andre ting, der fangede min interesse - indtil jeg som 24-årig tilfældigt gennem en ven kom på Intermot i Köln. Ved den lejlighed erobrede en Suzuki GSX-R mit hjerte, jeg satte mig op på den og spurgte mig selv, hvorfor jeg ikke havde taget motorcykelkørekort? Næste dag tog jeg ud til køreskolen og meldte mig til. Min første begynderbike var en Suzuki SV 650. Jeg var så begejstret for denne nye hobby, at jeg ikke havde tid til andre ting. Jeg var på det tidspunkt utilfreds med min arbejdssituation og var på udkig efter et nyt job. Hvad nu, hvis jeg kunne forene min lidenskab for motorcykler med mit arbejde? Altså begyndte jeg som ekspedient hos Louis, er siden hen blevet filialleder og er stolt af min karriere.  

SV 650'en havde hurtigt udspillet sin rolle hos mig og blev skiftet ud med min drømmebike, en GSX-R 750 K9. Gennem 5 år og 65.000 kilometer var vi uadskillelige. Ferier, træningsløb, weekender à 1000 km var pligtprogram. Et par af mine bedste venner har jeg lært at kende via min motorcykel og gennem Louis. Lidenskab forener. I dag er jeg mere afslappet undervejs med min Vespa Pk50s, som jeg også gerne kører på arbejde med.  

Selv når jeg ikke har så meget tid til at dyrke min hobby, møder jeg på mit arbejde mennesker med motorcykel i hjertet, hvor jeg kan være til hjælp med råd og dåd.

Billede: ©Sabine

Hvis man tror, at jeg har fået MC-kørsel ind med modermælken, må man tro om igen. I min ungdom var MC-kørsel et følsomt emne. Film som Easy Rider (som lige var kommet dengang), Rocker eller andre "Outlaw-produktioner" prægede billedet af rockere på motorcykel – mørke fyre med langt hår.

Det hele begyndte da jeg var omkring 12 år, og i starten begrænsede det sig til at læse i den nyeste udgave af MOTORRAD. En af mine venner købte det regelmæssigt, og så mødtes vi allesammen hos ham og slugte magasinet.

De første forsøg med at køre selv var på en knallert. Registreringsbevis, kørekort (behøvede man ikke dengang), køreerfaringer, hjelm... havde vi da hørt om, men ingen brugte det!

Men det var fedt. Beruselsen ved at køre 30 km/t og muligheden for at udforske verden (uden at skulle bruge musklerne). Den mobilitet, som vi kender i dag, fandtes slet ikke. Alt, hvad vi havde, var offentlig transport, der stort set aldrig kørte, og ingen forældre gav én en bil i fødselsdagsgave... og flyveture... det var ligeså usædvanligt som at flyve til månen.

Men så en dag kørte "naborockeren" sin nye Z900 frem. Jeg plagede ham, indtil jeg endelig fik lov til at få en tur bagpå. Accelerationen, den helt særlige lyd – ja tak! Men okay, det var jeg ikke helt gammel nok til endnu, men Zündapp KS 50 WC var kult allerede dengang, og med lidt god vilje lignede den også en rigtig motorcykel. Ture til nye egne, helt til Østersøen. Pludselig kunne man køre alle steder hen, og foran ungdomsklubben var man en konge. Vi var halvguder, alle ville køre med, og især pigerne gjorde vi gerne denne tjeneste.

Men så skulle jeg i lære. Pengene var små og en bil blev vigtigere. Men lige efter militæret blussede det op igen, og jeg begyndte at arbejde hos Louis. Men det, der var tænkt som en midlertidig løsning, fik følger. Jeg fik snart min første, rigtige motorcykel, en Yamaha XS 400. En drøm, indtil man mærkede, at det stoppede ved de 140 km/t. Selv en skarpere knastaksel fik den kun til at køre en ubetydelig smule hurtigere. Der måtte noget større til. Honda CB 1100 Super Boldor i rød med hvid sædebænk. Bedre blev det ikke, en drøm. Set med vore dages øjne en sandhed med modifikationer, for stellet var en katastrofe og ved 160 begyndte svingningerne. Der kom flere motorcykler til, som f.eks.: Yamaha XJ 900 og FJ 1200. I en lang periode kunne jeg bruge firmaets MC'er. Men det er nu federe at have sin egen motorcykel. Så kom Suzuki GSX 1400, Yamaha XJR 1300. Mellem dem en Harley, så en Triumph Tiger Explorer og en BMW R nine T, som jeg også kører på i dag. De små ture til Østersøen udviklede sig til regelmæssige længere ture. En gang om året går turen til de italienske bjerge med masser af venner fra Tyskland – så bliver der nørdet MC til den store guldmedalje i en hel uge. Route 66, Garden Route og det årlige event i Mojácar/Spanien lige efter jul og nytåret over. 10 dage med masser af MC-kørsel, også på racerbanen – kan det nye år starte bedre? Det var virkelig højdepunkter, der selv i dag ikke har mistet noget af deres fascination. I dag pendler jeg frem og tilbage mellem Hamborg og Rosenheim. Der har jeg en drømmerute lige foran døren, som jeg bruger, så ofte det kan lade sig gøre. MC-kørsel vil være en del af mit liv i lang, lang tid endnu.

Billede: ©Nico

Min første motoriserede uafhængighed på to hjul startede med en Vespa ET2 i en alder af 16. Jeg ville bestemt ikke have en "plastic-scooter". Da jeg var 17, lavede jeg min første store tur med 300 km om dagen, dengang med min Rieju MRT50 Cross - hvad der føltes som en tur rundt i verden med 50 km/t.

I 2011 flyttede jeg til Hamborg og med den første løn meldte jeg mig direkte på køreskolen til mit motorcykelkort. Jeg købte min første motorcykel i 2012. En Kawasaki ZR7-S, en følelsesløs beslutning - det var motorcyklen, jeg lærte på.

Jeg startede med de første ombygninger og fik erfaring som mekaniker: Forskellige styr, flettet stål, modificeret bagende, forskellige baglygter, blink...

Jeg opdagede en verden af bikermøder, festivaler og motorcykelcamping. I 2013 fandt den første store tur sted med min far og min bror. Den gik gennem Pfalz, Vogeserne, Schwarzwald og omkring Bodensøen.

I 2015 købte jeg en Kawasaki KLR650 fra 1987 til Baltic Sea Circle. Denne stod i 7 år og fik derefter en fuldstændig overhaling af mig selv. Jeg lærte meget ved hjælp af YouTube og fora – blandt andet at åbne motoren og udskifte tandkædestrammeren.

2016 den første ulykke med min ZR7-S - total loss. Mens jeg stadig var på hospitalet, stod det allerede klart: Jeg ville fortsætte med at køre motorcykel, og jeg begyndte straks at lede efter en ny motorcykel. Det blev en 2007 KTM Superduke 990. V2 var kærlighed ved første kørsel, hvilken forskel fra den tidligere inline 4-cylindrede. Ud over optikken modificerede jeg hovedsageligt Beastet for at gøre det mere manøvredygtigt og tilpasse det til min højde (1,95 m): Chassis, betjeningselementer bagpå, indsprøjtningstabeller, udstødningsanlæg og så videre.

2017: BSC (Baltic Sea Circle) kørt med KLR, cirka 10.000 km gennem 8 lande på 16 dage - uden væsentlige mangler. Jeg tænkte ved mig selv "Fedt, det jeg har skruet på, kan tåle sådan en belastning".

Jeg har arbejdet hos Louis (Product Owner Webshop) siden maj 2018 og har kombineret min passion med mit job. Jeg ser hele tiden netbutikken og vores produkter foran mig, hvilket tilskynder mig til at blive ved med at købe nyt udstyr.

2019: Superduke blev først kørt gennem Tyskland på en længere 14-dages tur. Mod slutningen af ået fik jeg første erfaring med en Suzuki DR250 på guidede offroad-ture i Guatemala.

Mit "Corona Project" var inspireret af Guatemala, en Suzuki DR350. Denne var afmeldt i 12 år, kun brugt terræn og ikke køreklar. Det blev fuldstændig restaureret af mig.

I 2020 tog KLR på en 4-ugers tur mod Ukraine. Grundet Corona måtte vi kort forinden dreje af mod Kroatien. Den gik til Slovenien, Italien og Alperne.

Højdepunkter i 2021 var KTM freeride off-road træningen fra ADAC, samt 3 uger med KLR gennem Holland, Benelux, DE/CH over Alperne til Italien.

Motorcykelkørsel vil nok forblive min store passion. Jeg ser frem til kommende projekter og ture.

Billeder: ©Florian

Det hele startede, da jeg var 5 år gammel på en Yamaha PW50, og siden da har ingen kunnet få mig af motorcyklen. Jeg har nu kørt motocross i over 27 år. Gennem sporten fik jeg mulighed for at rejse rundt i hele verden. Jeg fik mange nye venner og lærte nye kulturer at kende, noget jeg sætter stor pris på.

Jeg kørte professionelt i flere år i 25 lande og på 5 forskellige kontinenter. Jeg fik også mulighed for at coache mange kørere som træner og følge dem på deres rejse.

2009-2010 Da jeg kørte AMA Arenacross Championship på den amerikanske østkyst, udnyttede jeg tiden og rejste rundt på østkysten i en autocamper.

2013-2014 Jeg deltog i Australian Nationals og boede i nærheden af Melbourne.

Tiden fra 2016-2018, hvor jeg pendlede som motocross-træner i Østafrika, var en særlig oplevelse for mig. At se, hvordan passionen for motorcykler har spredt sig og udviklet sig der i årenes løb, er imponerende, og fylder mig med glæde den dag i dag.

I mellemtiden kan du stadig finde mig to gange om ugen på motocrossbanerne omkring Hamborg.

Det faktum, at jeg nu kan fortsætte med at udleve min passion som teknisk indkøber i motocross & offroad-branchen hos Louis, på banen og i mit job, gør mig særligt glad. At køre motocross er ikke bare en hobby for mig, det er en livsstil. Duften af racerbrændstof om morgenen, friheden ved at hoppe, til aftenerne i værkstedet med min far eller venner, vil altid være en del af mit liv.

Billeder: ©Kai ©KRS